Mit nye liv som efterlønner og blogger

Featured Lene Kirkegaard


Da jeg ikke går på arbejde mere, så kan jeg nu i stedet tænke nye tanker og fremvise mine kreationer virtuelt. Synes selv at det er ret genialt som teknikken er blevet i dag på de sociale medier, så da jeg gik på efterløn for 3 måneder siden oprettede jeg en blog. Bloggen hedder MORMORSwalkIN.dk. Hvorfor gjorde jeg det?

Af Lene Kirkegaard, fotograf Lennart Søgård-Høyer

Fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. Det skulle prøves. Materialet til bloggen har jeg dels i mit walk-in closet, og dels i de tanker og ideer der kommer til mig vedr. livsstil og andet godt.

Min blog handler om fashion, livsstil og trends for modne kvinder. Om livet og det at blive ældre – om design, designere, smukke ting etc.

Jeg må jo erkende, at jeg er ret vild med tøj. Ikke nogen bestemt stilart, men bare lækkert og sjovt tøj i gode kvaliteter. Og masser af farver (både spraglede og ensfarvede) kombineret med basisgarderoben. DET er MINE LEGOKLODSER. Min erfaring siger mig, at det hjælper gevaldigt på både udseende og humør, at tage en pæn klud på .

Jeg bliver inspireret af de nye tendenser i moden, men går aldrig decideret efter hvad der er moderne. Jeg går efter det jeg kan lide og som jeg synes klæder mig. En del af mit tøj har jeg i mange år. Det er primært de klassiske og specielle ting, der er så heldige IKKE at ryge ud af mit walk-in closet.

Min inspiration til at oprette en blog startede allerede i februar 2016, hvor jeg læste en spændende artikel i Femina. Artiklen hed: Det er HOT at være GAMMEL. Især blev jeg inspireret af bloggeren Stil med fru Bruun. En moden, spændende og flot kvinde, der skrev om mode og stil samt livet og det at være kvinde i en vis alder. Det satte en masse tanker i gang i mig – og lysten til selv at starte en blog begyndte lige så langsomt at tage form.

Det næste 1,5 år (indtil jeg gik på efterløn som 62-årig) brugte jeg derfor på at researche området. Og det er virkelig et meget stort område – og vildt spændende!!

Det at oprette en blog og blive blogger kræver mange overvejelser, valg og udfordringer. Og der er masser af spændende stof at sætte sig ind i. Jeg har læst og læst – og er blevet en anelse klogere hele tiden (og måske lidt mere gråhåret). Diverse artikler fundet på nettet samt bøger som ’Blog-bogen – hands on guide til blogging’ er pløjet igennem. Jo mere jeg læste, des mere spændende blev det. Og jeg har ændret mening utallige gange, da der er så mange muligheder og valg. Det er sikkert meget godt, for så er tingene tænkt godt igennem – og vejet for og imod.

De mange valg og udfordringer undervejs har været:

• Hvad skal bloggen hedde?
• Hvad skal den handle om?
• På hvilken platform opretter jeg min blog?
• Hvilket layout på bloggen skal jeg vælge?
• Billeder og tekst – hvad er lovligt og ulovligt?
• Blogindlæg – hvordan?
• Kommentarfelter (ikke helt styr på endnu)
• Bloglovin’ ikon og en følgeknap på min blog (har ikke fundet endnu)
• SEO (søgemaskineoptimering) og Google

Ting tager tid – og det har jeg ligesom accepteret. Og nu har jeg jo også fået masser af tid til at tænke nye tanker og nye idéer. Så egentlig skal jeg ikke klage, og da jeg er ret stædig og ikke sådan giver op, så skal tingene nok løses på et eller andet tidspunkt. Spørgsmålet er bare altid hvornår.

Mit mål med bloggen er at vise, at livet skal leves – også i den 3. alder. Man kan sagtens have et godt liv langt op i årene. Livet behøver nemlig slet ikke at være forbi, selvom man bliver gammel

Jeg bliver inspireret af mange forskellige ting:

• En gåtur i by, skov, på havn eller strand
• Hyggesnak med min kæreste, familie, venner og veninder
Iris Apfel – international stilikon
Advanced style
• Ole Henriksens livglæde
• Andre bloggere
• TV og Internettet

Der kommer hele tiden nye idéer til. Hvor herligt og skønt! Jeg synes, at det er både sjovt og hyggeligt at blogge. Det vil jeg fortsætte med lige så længe jeg finder det interessant.

Håber på en god, aktiv og meningsfyldt alderdom med et fortsat godt helbred. Også selvom kroppen ændrer sig og rynkerne maser sig frem på 1. række, så er rynker ikke farligt. Og rynker og deller gør faktisk heller ikke spor ondt. Det er ikke en sygdom, men et alderdomstegn, og faktisk helt normalt.