Kommunalvalg og ældresprog

Featured Henning Kirk


Negative forestillinger om ældre og alderdom afspejler sig i ældresproget, som har grebet om sig siden 1980erne. I anledning af kommunalvalget kigger ugens gæsteblogger Henning Kirk, ældresproget kritisk efter i sømmene.

Af Henning Kirk, speciallæge i medicin og dr. med.

Ved kommunalvalget har vi oplevet, at partiernes kandidater kappes om, hvem der vil gøre mest for “de ældre”. Det såkaldte ældreområde er meget i fokus, dels fordi udgifter til hjemmepleje og plejehjem udgør en stor del af kommunens budget, dels fordi der er meget debat om kvaliteten af omsorg og pleje.

Siden 1980’erne har omsorg og pleje næsten udelukkende været omtalt som “ældrepleje”. I takt med indflydelsen af ældrekommissioner, kommunale ældreråd og andre interessenter, ikke mindst Ældresagen. Mens vi dengang kun havde omkring en halv snes “ældreord”, er ældresproget udviklet dramatisk. Blandt de mere end 100 ældreord, som iflg. Dansk Sprognævn anvendes, kan nævnes hyppigt brugte som ældrepleje, ældreområde, ældreforvaltning, ældrechef. For slet ikke at nævne det værste eksempel på ældresprog, “ældremad”.

Vores sprogbrug er ikke værdifri, for ordene bærer vores holdninger, og dermed også vores fordomme.

Vores sprogbrug er ikke værdifri, for ordene bærer vores holdninger, og dermed også vores fordomme. Og indførelsen af nye ord kan bidrage til at forstærke fordomme og i realiteten fastholde mangelfuld indsigt. Fordomme om alderdom har rødder langt tilbage i tiden. Lige siden oldtiden har man ment, at alderdommen i sig selv var en sygdom, og at aldringen i sig selv medførte markant fysisk og psykisk svækkelse. Hertil kom så sociale konsekvenser som fattigdom, ensomhed og hjælpeløshed.

’De ældre’ – en sproglig kategori med negative konsekvenser
Der er næppe tvivl om, at den moderne bølge med ældresproget fra 1980’erne blev drevet frem af folkelige og politiske krav om at professionalisere pleje og omsorg. Og selv om der mange steder er kritik af kvaliteten, er indsatsen i hjemmepleje og på plejehjem da også notorisk forbedret de sidste 20-30 år. Sideløbende hermed har mediepresset fra ældreområdets interessenter yderligere formet ældresproget.

Vi-de-retorikken medvirker til at placere 65+-årige borgere uden for voksensamfundet i den almene bevidsthed.

Ældresproget har efter min opfattelse flere negative kulturelle, samfundsmæssige og psykologiske konsekvenser. For det første skabes en kunstig kategori – “de ældre” (læg mærke til det lille, distancerende “de”). Vi-de-retorikken medvirker til at placere 65+-årige borgere uden for voksensamfundet i den almene bevidsthed. En kategori, hvor individerne forsvinder og fortrænges af en hob af grå mennesker med påståede fælles vilkår og behov.

Det hele glider lettere ned, især hos de 65+-årige, når alderen i sig selv giver adgang til nogle kontante fordele – rabatter! Billigere buskørsel, og en lang række rabatter på billetter til kulturelle oplevelser og på køb af briller og diverse forbrugsgoder. Jeg har flere eksempler på at sådanne rabatter kan udstille kategoriseringens negative konsekvenser.

Under et besøg i sommerlandet stødte jeg på en fortovsplakat uden for en restaurant. Den havde følgende budskab: “For hver to fuldtbetalende voksne, kan enten et barn eller en pensionist spise middag med gratis!”. Når man er pensionist, kommer man med som det tynde øl. Det værste er, at mange sikkert vil blive så begejstrede over et sådant tilbud, at den nedladende retorik overses.

Ældresprogets politiske betydning
Vi er i de senere år blevet bombarderet med ældresprog. Klicheerne er blevet en del af dagligdagen, ikke kun op til kommunalvalg, for ældrestof er blevet vigtigt for både medier og politikere. Især Dansk Folkeparti har fået medvind ved at sætte ældretemaet højt på prioriteringslisten. Blandt andet ved at score point på loven om pensionstilskud ved at lancere ydelsen som en “ældrecheck” – selv om det er de færreste folkepensionister, der har ret til dette tilskud.

… alderen i sig selv fastholdes som årsag til sygdom, svækkelse, ensomhed m.m.

Det største problem ved kategoriseringen er efter min mening, at alderen i sig selv fastholdes som årsag til sygdom, svækkelse, ensomhed m.m. Til trods for at de senere års aldringsforskning har kunnet fortælle os, at aldringen alene er en statistisk risikofaktor, og aldrig i sig selv kan være primære årsag til givne problemer.

Men hvilken rolle spiller så alderen i sig selv? Den statistiske sygdoms- og dødsrisiko med alderen har været defineret af forsikringsstatistikere siden 1700-tallet: Når vi har passeret 50-årsalderen, fordobles risikoen for kronisk sygdom og død ca. hvert 8. år. Denne velkendte risiko-kurve har således en entydig opadgående hældning. Dette kurveforløb kan hverken aldringsforskere eller andre gøre noget ved, men derimod kan hele kurven sænkes til et lavere niveau gennem sygdomsforebyggelse.

Det er det, der er sket de seneste årtier, både med dødeligheden og med sygdomsforekomst. For eksempel er risikoen for at dø af blodprop i hjerte eller hjerne halveret inden for 10-15 år. Også risikoen for hoftebrud er faldet, og på det seneste er det både i Europa og USA dokumenteret, at risikoen for at udvikle demenssygdom også er faldende i de nye generationer. Risikoen fordobles stadig hvert ottende leveår – men en fordobling er ikke så voldsom, hvis det drejer sig om små tal!

Høj alder er ikke lig med demens
Indtil 1990’erne mente man (incl. forskerne), at demens var en uundgåelig konsekvens af høj alder. Hvis man levede længe nok, ville alle udvikle demens. Derfor talte man om “senil demens” – indtil nogle forskere fra 1970’erne begyndte at tale om “senil demens af Alzheimer-type”. Men det var først i 1990’erne, at man blev helt klar over, at demenssygdom, herunder Alzheimer’s sygdom, havde et selvstændigt forløb, uafhængigt af alderen. Udtrykket “senil” – der blot er en afledning af det græske ord for “gammel” – er således ikke længere et accepteret fagudtryk. Enten er man demenslidende eller rask, uanset om man er 60 eller 100 år.

Den største og bedste nyhed inden for sundhedsområdet de senere år er offentliggørelsen af nye tal for udviklingen inden for demenssygdomme. De viser, at der er et klart fald i risikoen for demens. Det viser samstemmende tal fra både Europa og USA.

Udviklingen giver selvfølgelig anledning til spørgsmålet: Hvad er forklaringen på den positive tendens? Det er ikke så enkelt at svare på, for sygdomsrisikoen er bestemt af en lang række faktorer i den enkeltes livsløb, lige fra medfødte gener, uddannelse, beskæftigelse, livsstil og disponerende sygdomme og handicap. De vigtigste faktorer bag den nedsatte demensrisiko hos de nye generationer synes at være kombinationen af længere og bedre uddannelser, og bedre livsstil i form af rygestop og mere fysisk aktivitet.

… det er ikke beboernes alder, men deres demensygdom, der har ført til indflytning på plejehjem – uanset om de er 60 eller 100 år.

Men den faldende risiko for demenssygdom hjælper selvsagt ikke dem, der allerede lider af sygdommen. Demenssygdom kræver mange pleje- og omsorgsressourcer, først af familien, senere af professionelle fagpersoner i kommunen. De fleste plejehjemsbeboere lider af demens, og det er ikke beboernes alder, men deres demensygdom, der har ført til indflytning på plejehjem – uanset om de er 60 eller 100 år.

Ældresprogets misvisende klicheer
Hvis man spørger almindelige borgere, incl. mange politikere, om andelen af plejehjemsbeboere i de ældste aldersgrupper i landet, angiver svarene – især fra yngre personer – procenter, der langt overstiger virkeligheden. Mange tror, at plejehjem eller plejebolig er den hyppigste slutadresse i danskernes livsløb. Denne opfattelse kan meget vel stamme fra medierne, fordi ældresproget indikerer, at de ældste danskere pr. definition har behov for hjælp.

Mange tror, at plejehjem eller plejebolig er den hyppigste slutadresse i danskernes livsløb.

Men faktum er, at selv blandt 90+-årige bor de fleste i almindelig bolig, og andelen af beboere på plejehjem eller i plejebolig har de senere år været faldende i alle aldersgrupper. Udviklingen kan ikke forklares ved kommunale besparelser, men må kædes sammen med den faldende forekomst af demenssygdom, kredsløbssygdomme og andre kroniske sygdomme. Mindre sygelighed, mindre plejebehov.

Når det bliver en kliche at tale om “ældrepleje” frem for “pleje og omsorg”, fastholdes forestillingen om at plejebehovet skyldes alderen. Men der er ingen her i landet, der modtager hjemmepleje eller kommer på plejehjem på grund af alder. Det er sygdom, der medfører behov for pleje og omsorg. Højere alder er den faktor, der giver en evt. kronisk sygdom anderledes konsekvenser. Blodprop i hjernen, hoftebrud, høretab og synssvækkelse har større plejemæssige konsekvenser, hvis personen hører til de ældste aldersgrupper.

Men hvorfor skabe fagudtryk, hvor pleje og omsorg defineres ud fra aldersgrupper – og ikke ud fra “varen” – plejen og omsorgen? Midaldrende eller yngre voksne kan jo også have behov for pleje og omsorg, f.eks. hvis de lider af neurologiske sygdomme eller følger af trafikulykker. Men der er ikke noget, der hedder “voksenpleje”.

Hvordan undgår vi klicheerne?
Før man i 1980’erne begyndte at bruge betegnelse ældrepleje, talte man blot om “omsorg og pleje”. Man kunne foreslå at vi gik tilbage til denne oprindelige sprogbrug. Så vi undgår at operere med en misforstået kategori af “de ældre” – og de mange ældreord, der knytter sig til det kommunale ansvarsområde.
Men måske er der politikere og andre interessenter, der har en interesse i at opretholde ældresproget?

“Ældre” er et adjektiv – problemet er, at det er blevet gjort til et navneord. Måske skulle man gøre som foreslået i nogle britiske og amerikanske lægetidsskrifter. Her dropper man betegnelsen “the elderly” og erstatter den med enten “older adults” eller “older individuals”. Vi kunne jo også gå tilbage til at bruge “ældre” som adjektiv. Ældre voksne, ældre borgere, ældre individer osv.


Henning Kirk er speciallæge i samfundsmedicin og dr.med. Han har i hele sin karriere beskæftiget sig med temaet aldring og sundhed i forskning, og var tidligere leder af Gerontologisk Institut. De senere år har han arbejdet med folkeoplysning om disse emner, primært om hjernens vedligeholdelse. Han har skrevet en række bøger, sidst “En kort guide til et langt liv” (Gyldendal 2017).