Der er så forbandet lavt til loftet i konkurrencestaten

Featured Hanne Feldthus Leder


Aldersopråb: Hvis vi hverken kan eller vil lade os piske rundt i effektivitetens hellige navn, kan myndighederne jo ikke udstyre os alle sammen med en sagsbehandler og et flexjob. Der må ske noget nyt.

Af Hanne Feldthus

I Alder 3.0 har vi sat os for at sætte det aldrende samfund til debat. Altså en debat der rækker ud over, hvad nationaløkonomerne mener om det, for det ved vi godt. De kigger på tallene, regner efter og strikker tilbagetrækningsreformer sammen, der sætter pensionsalderen op og forringer efterlønnen. Politikerne stemmer for. Det er de nødt til, for ellers hænger økonomien ikke sammen.
Men ellers synes politikerne ikke at mene noget om, at vi bliver et samfund, hvor hver fjerde er over 65 år. De har ellers haft det som et officielt mål at hæve levealderen. Nu stiger den og hvad så?

Det aldrende samfund får indflydelse på, hvordan vi kommer til at leve, bo, arbejde, transportere os og købe ind. Hvordan vi er sammen, hvad vi interesserer os for, hvad og hvor meget vi vil spise. Ja, alle livets forhold selv de værdier, vi lever efter.

Det minder om, at regeringen i begyndelsen af nullerne vedtog at gøre Danmark til et digitalt forgangsland og alligevel i 2016 fik et chok over, at Post Danmark er ved at gå nedenom og hjem, fordi ingen sender breve længere. Bortset fra at det aldrende samfund har langt videre konsekvenser end en enkelt statslig virksomheds deroute,
Det aldrende samfund får indflydelse på, hvordan vi kommer til at leve, bo, arbejde, transportere os og købe ind. Hvordan vi er sammen, hvad vi interesserer os for, hvad og hvor meget vi vil spise. Ja, alle livets forhold selv de værdier, vi lever efter. Mere om det senere.
Forskere og institutioner, der forsøger at råbe beslutningstagerne op, har det med at sammenligne konsekvenserne af det aldrende samfund med, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, eller da vi gik fra landbrug til industrisamfund.

”Når jeg bliver gammel vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen og ta’ imod duglette perlestænk af hav, der glitrer i solen.”Gnags

Forskellen er blot, at både kvindernes ekstra arbejdskraft og industrialiseringens enorme effektivitetsgevinster øgede vores velstand dramatisk. Det er der ikke umiddelbart udsigt til med horder af ældre mennesker, der spiller golf og bridge, passer deres kolonihave og tager på vandreture. Eller som Gnags så smuk har formuleret det:
”Når jeg bliver gammel vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen og ta’ imod duglette perlestænk af hav, der glitrer i solen.”
Eller hvad?
Er det, det vi vil, når vi bliver ældre? Og hvornår er man overhovedet ældre eller gammel?
Suresh Rattan, der er aldersforsker ved Århus Universitet, argumenterer i sin lille bog ”Alder” for, at alder ikke er et tal, men en tilstand. Den ene dag kan han, der er 60 år, føle sig som 75-årig og den næste som 30-årig. Det afhænger helt af, hvordan han har det. Det tror jeg, vi alle kan genkende.
Hvordan får vores nuværende samfund os så til at føle alderen? På baggrund af mine egne erfaringer med at være 56 år og utallige samtaler med sygeplejersker, skolelærere, journalister, mellemledere, specialister, sagsbehandlere og en enkelt håndværker, der alle har rundet de 50 år, vil jeg tillade mig at fremkomme med en hypotese, og den er todelt:

På den ene side får tidsånden os til at holde os i god form. Vi er sunde og raske. Vi løber og går, træner og cykler. Børnene er blevet store og kræver ikke så meget af os, så vi har tid til os selv. Tid til at tage os af os selv. Tid til middage og fester med vennerne. Tid til at arbejde uden at hænge i en klokkestreng. På mange måder er vi på toppen og har ikke et billede af os selv som kommende pensionister.

På den anden side kan vi mærke presset på arbejde. Der skal hele tiden effektiviseres, automatiseres og digitaliseres. Der skal hele tiden spares. Den ene strategiplan afløser den anden med nye mirakelmidler og løfter om succes. Men man kan ikke tillade sig at være forandrings-nølende, for så bliver man kørt ud på et sidespor eller fyret. Prædikatet sur gammel dame hænger over hovedet på en, når man forsøger at bringe sin erfaring i spil. Og den dag man oplever, at ens nye chef er 15-20 år yngre end en selv, tænker man: Var det det? Er der ikke mere til mig andet end at forsøge at hænge på, så godt jeg kan? Den dag forekommer pensionisttilværelsen mere tillokkende.

”Jeg kan ikke blive ved med at lave det, jeg laver, til jeg skal på pension,” er en sætning, der går igen i mange af de samtaler, jeg har ført om emnet. Hermed mener folk ikke, at de ikke kan finde ud af det, men at de ikke kan holde det ud, eller at de ikke kan holde til det fysisk eller mentalt.

Forandringer slider på folk, særligt forandringer, der måske nok forbedrer bundlinjen, men gør livet mere surt for de ansatte og måske ligefrem sætter deres faglige standarder under pres, så de ikke kan opleve tilfredsstillelsen ved et veludført stykke arbejde.

Forandringer slider på folk, særligt forandringer, der måske nok forbedrer bundlinjen, men gør livet mere surt for de ansatte og måske ligefrem sætter deres faglige standarder under pres, så de ikke kan opleve tilfredsstillelsen ved et veludført stykke arbejde. Og lige præcis det synes at tære mere på en med alderen. Måske fordi man har mange år at sammenligne med.
Og måske også fordi ens værdier ændrer sig, når man har brugt hele livet på at leve op til forventningerne om, at man skal få sig en uddannelse, et godt job og en familie og en dag opdager, at man har opnået det hele, og at livet nu handler mere om gode relationer end store præstationer.
Her er vi fremme ved sagens kerne for det aldrende samfund: Hvordan indretter vi et arbejdsmarked, som er meningsfuldt for mennesker, der er på vej mod de 60 år eller ældre?

Vi diskuterer aldrig, hvordan vi gerne vil leve. Vi diskuterer altid, hvad der kan betale sig. Dimensioner af tilværelsen, der ikke kan gøres op i et regneark, tæller ganske enkelt ikke, selvom de er afgørende for vores livskvalitet.

Debatten er svær for logikken i vores nuværende samfundsmodel, konkurrencestaten, gennemsyrer alt og dikterer, at alt skal gøres op i nytteværdi og penge. Det betyder, at der er så forbandet lavt til loftet i den offentlige debat.
Vi diskuterer aldrig, hvordan vi gerne vil leve. Vi diskuterer altid, hvad der kan betale sig. Dimensioner af tilværelsen, der ikke kan gøres op i et regneark, tæller ganske enkelt ikke, selvom de er afgørende for vores livskvalitet.
I Alder 3.0 er vi ikke naive, vi kan ikke alene tage livtag med tidens dogmer, men vi har en fordel nemlig vores antal. Vi bliver flere og flere midaldrende og ældre, ja mange flere, som man kan læse om i de to andre artikler på denne side.
Hvis vi hverken kan eller vil lade os piske rundt i effektivitetens hellige navn, kan myndighederne jo ikke udstyres os alle sammen med en sagsbehandler og et flexjob. Følgelig er vi nødt til at tænke ud af boksen og revurdere tingene. Heldigvis foregår der spændende ting rundt omkring, som vi kan lade os inspirere af. Det vil der løbende komme eksempler på her på siden. Vi kommer også til gå i kødet på tabuer, diskutere identitet, værdier, kultur, kunst, sprog og meget andet. Tænk blot på, hvor stigmatiserende for eksempel ordet ældrebyrde er. Det udskifter vi lige med ældrestyrke, fordi vi som samfund har brug for den værdi, der ligger i al den erfaring og livsindsigt, som mennesker i den tredje alder har opnået. Hvis vi ikke formår at udnytte det potentiale, vil vi blive udsat for et regulært brain drain.
Vi håber, at I vil følge med og skrive til os med forslag og kommentarer på Facebook.